

Om mig
Erfaring og faglig udvikling
Jeg er uddannet læge, psykoterapeut MPF og yin yogalærer. Jeg har ikke haft en plan om at det skulle gå sådan til, men som min faglige og personlige udvikling har skredet frem, har det givet mening at tage de valg. Jeg bruger i dag alle mine fagligheder. Det forklarer jeg nærmere her.
At arbejde med mennesker i sårbare situationer
Fagligt har jeg altid været drevet af at arbejde med mennesker i sårbare livssituationer med sygdom og kriser af forskellig art. Og jeg har mange års erfaring med det. Siden 2013 har jeg været læge, og har erfaring med at arbejde på hospitaler, i almen praksis og kommunalt. Som læge har jeg et godt fundament for at forstå kroppen, vores fysiologi, hvordan vi udvikler sygdom, hvordan kroppen reagerer på indre og ydre påvirkninger osv. Jeg har søgt de områder af sundhedsvæsenet, hvor det var muligt at arbejde helhedsorienteret og med mennesket i et større perspektiv. Det bragte mig til flere tværfaglige specialer, bl.a. nogle år i intern medicin/geriatri, neurologi/demensområdet, samfundsmedicin/funktionelle lidelser, psykiatri/misbrugsområdet mm. I alle disse områder har jeg været draget af den samme intention, som også har ført mig til at blive psykoterapeut: At forstå mennesker i bred forstand og at bruge den forståelse til gavn for det menneske, jeg sidder overfor.
Samtalen som det vigtigste møde
Med årene trådte det tydeligere frem for mig, at jeg interesserede mig for samtalerne. Mødet med det andet menneske. Det fanger mig fagligt, men også personligt. Det føles levende. Og jeg havde en nysgerrighed, en undren over hvordan det enkelte menneskes sind, erfaringer, forståelse af sig selv og forståelse af verden mon bidrager til deres sygdom og livssituation. Der voksede en interesse frem, som jeg i mit lægevirke i det etablerede sundhedsvæsen ikke kunne finde plads til at udfolde, og som var vigtig for mig. Med tiden blev denne interesse til en aktiv søgen mod en uddannelse i psykoterapi. Jeg har gennem Psykoterapeutisk Institut i København taget en 4-årig psykoterapeutuddannelse i oplevelsesorienteret psykoterapi. Uddannelsen er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening, og titlen MPF betegner netop dette (Medlem af Psykoterapeut Foreningen). Dette er et kvalitetsstempel, da psykoterapeut i sig selv ikke er en beskyttet titel. Under uddannelsen gennemgår man selv terapeutisk arbejde, som gør at man menneskeligt udvikler sig og kan varetage at støtte andre, der har det svært.

Psykoterapeut MPF
Læge
Yin Yogalærer
Mennesket som helhed
En anden væsentlig del af mit skifte fra sundhedsvæsenet handler om, at kunne give den følelsesmæssige og eksistentielle dimension af vores indre liv mere betydning. Vi ved, at følelsesmæssige belastninger livet igennem har stor betydning for udviklingen og "vedligeholdelsen" af sygdomme og tilstande, også dem vi traditionelt er vant til at opdele i "rent fysiske". Vi ved at det at have en fysisk sygdom, en diagnose, kronisk lidelse osv., også i sig selv kan være belastende og bidrage til en forværring af det samlede helbred. Der er en voksende evidens for en stadig større sammenhæng mellem vores sind og vores krop, som langsomt er på vej ind flere steder. Det støtter heldigvis en bredere forståelse af mennesket som helhed. Det giver ligeledes et håb om at vi, ved at arbejde med vores følelsestilstande, nervesystem og forståelse af verden, kan ændre vores liv på afgørende måder.
At have kroppen med
At jeg er blevet Yin yogalærer har på en måde været en naturlig forlængelse af ovenstående. Det er her, at jeg kan skabe et rum til at arbejde direkte med kroppen og nervesystemet. Så det, vi snakker om og forstår med vores sind, bliver levendegjort og sanset. Den øgede kropskontakt og sansning kan både understøtte en større forståelse af vores indre liv, skabe beroligelse og kan støtte en bedre integration af det psykoterapeutiske arbejde. Jeg bruger elementer af yin yoga og mindfulness i psykoterapien også, ligesom kroppen inviteres med i rummet. Altså, vi kan ikke skille det ad, vi er et helt menneske.

Erfaringer fra et levet liv
Personligt har jeg også erfaringer, der har formet mig. Et liv der, ligesom andres liv, har budt på en masse forskelligt, deriblandt belastninger og svære perioder. Som barn og ung voksen har jeg haft meget lidt forståelse for mig selv, mine følelser og reaktioner. Jeg har først som voksen - de sidste 10 år - forstået hvordan mine erfaringer har formet mig, og arbejdet med at bryde de mønstre, der holdt mig fastlåst. For mig skulle der flere stresssygemeldinger til og en periode med depressivitet, før jeg for alvor begyndte at kigge på mit liv - og med hjælp - kunne begynde at bevæge mig et andet sted hen, både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg har oplevet at overhøre kroppens signaler, at være drevet af præstationer, at arbejde hårdere, når jeg skulle have skruet ned, at være vævet ind i komplicerede familiemønstre, der virkede umulige at bryde fri fra, at føle mig fanget og uden valg i mit arbejdsliv, at være alt for hård ved mig selv. Denne erfaring er uundværlig, og kommer de mennesker, jeg arbejder med, til gavn. At kende nogle af de steder personligt, at have taget sig af dem, bearbejdet dem, er en støtte for dem, jeg sidder overfor. Det er også en drivkraft og en del af min motivation for at arbejde med mennesker på den måde jeg gør.
Mit arbejde nu
Jeg ikke forestille mig at undvære nogle af de erfaringer eller faglige ståsteder jeg har, og jeg bruger det samlet både når jeg er læge, psykoterapeut og yogalærer. Hver enkel del er betydningsfuld for min samlede forståelse af mennesker. Vi kan ikke skille mennesker ad og isolere hverken krop, følelser eller tankevirksomhed fra hinanden. Det er afgørende at have en helhedsforståelse, dertil at forstå mennesker i kontekst: den sociale, samfundsmæssige og relationelle kontekst de befinder sig i. Udover min klinik med psykoterapi og yin yoga, som du har læst om her, så arbejder jeg deltid som læge i misbrugsområdet. Det har jeg gjort i nogle år, og selvom jeg ikke laver psykoterapeutisk behandling men mere "traditionelt lægearbejde", så vejer samtalen og mødet med det andet menneske mest i det jeg laver, uanset hvilken medicinsk hjælp vi bliver enige om. Jeg er frivillig psykoterapeut i TUBA, et tilbud til unge, der er vokset op i hjem med misbrug. Her møder jeg unge voksne, hvis barndom med både synlige og usynlige svigt har sat dybe spor, selvom de ofte er velfungerende på overfladen. På den måde har jeg erfaring med både det at have et misbrug og være pårørende til misbrugere. I øjeblikket - efterår/vinter 2025 - er jeg også frivillig i Rudersdal Frivilligcenter, hvor jeg er med til at facilitere en Sorggruppe.
Viden og faglighed
Jeg er medlem af Lægeforeningen og føler deres etiske principper.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening og følger deres etiske retningslinjer.
Jeg går i terapi og supervision, som bidrager til at jeg har kan holde en høj faglig standard.
Jeg holder mig løbende opdateret med ny faglig viden indenfor relevante videnskabelige områder, med et særligt fokus på psykoterapi, terapeutisk yoga, bindevæv, traumer og nervesystemsregulering.